Kategori: Selvforsvar

Traditionelt tænker vi ofte på selvforsvar som teknikker der udbydes som del af kampidræt eller på særlige hold for selvforsvar, hvor instruktøren ofte er hentet fra en eller anden stilart af kampidræt.
Betyder det at kun certificerede instruktører kan forsvare sig selv eller de udvalgte få som har deltaget i særlig undervisning i årevis?

Selv med min egen baggrund som instruktør i kampidræt, må jeg sige nej. Der vil være flere som har formået at forsvare sig selv udelukkende udfra en viljesakt og indignation over at få overtrådt sine grænser end mennesker med baggrund i kampidræt.

Dette kan sagtens skyldes at den trænede gebærder sig mere opmærksomt og bevidst. Det kan altså være den forebyggende adfærd, som dirigerer mig udenom overfald og konflikter. Men når først overfaldet sker vil selv mine handlinger tage udgangspunkt i min genetiske forudsætning for overlevelses. Det er altså mit overlevelsesinstinkt, som i første omgang iværksættes, fremfor min taktiske tænkning.

Derfor må selvforsvar uanset en persons øvrige baggrund tage udgangspunkt i det mest naturlige responssystem: Chokket og den ubetingede refleks.

Måske skal selvforsvar derfor i virkeligheden ikke tænkes, men udøves og opøves. Ikke med udgangspunkt i statiske og formaliserede teknikker; men på basis af kroppens allerførste respons på et angreb eller en uforudset handling fra en angriber: Refleksen

Tager selvforsvaret udgangspunkt i refleksen, kan jeg sikre min umiddelbare overlevelse og på denne bygge mit modangreb. Modangreb som naturligvis både kan være den handling jeg må udøve mod en gerningsmand, for at undgå yderligere vold mod mit sind eller legeme; men også den simple handling at undvige, løbe, forsvinde fra stedet og dermed sikre mig selv.