Succesrig dag med teenagere

Endnu engang fik en gruppe piger mulighed for at arbejde med opmærksomhed, sikkerhed og selvbevidsthed. Pigerne fra 7. Klasse fik lov at opleve en workshop på to timer; med fokus på fakta om sikker færden, alkohol og fysisk selvforsvar.

Med baggrund i faktuelle undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen var pigerne i dialog om den kaotiske teenageperiode, hvor fester bliver lig fællesskab og adgangen til alkohol bliver aktuel. Sammen så vi på konsekvenser, muligheder og holdninger til alkohol og fællesskabers betydning for individets og gruppens selvbillede.

Pigerne arbejdede derefter med kropssprog og bevidsthed om deres omgivelser. Vi kiggede sammen på personlige grænser for opførsel og fysiske grænser for egen intimssfære.

Teknisk gik pigerne igennem enkelte scenarier og arbejdede systematisk med teknikker som er let tilgængelige og ikke komplekse, så de oplever en reel og realistisk mulighed for at kunne forsvare sig selv.

Med udgangspunkt i det naturlige flinch eller chokrefleksen arbejdede pigerne med naturligt forsvar og umiddelbare, frigørende teknikker og modangreb, for at styrke deres egen sikkerhed og forståelse for, hvad det kræver at undgå, opdage og handle.

Workshoppen sluttede med en kort introduktion til forældregruppen omkring temaet for dagen og dialog om, hvilket ansvar der påhviler forældre i teenageårene omkring unge sikkerhed og trivsel

 

Overfaldets 3 mål

Det kan give mening at kigge lidt ind i, hvad det er en gerningsperson egentlig er ude efter. Selvom dette kan synes, at være mange ting, kan vi opsummere det i 3 essentielle mål for overfaldet eller konflikten.

I et overfald ønsker gerningspersonen:

1. Dine værdier: magt, penge, mobil, ejendele

2. Din krop: magt, voldtægt, misbrug, smerte

3. Dit liv: magt, vold, død, afslutning

Det kan se voldsomt ud, og det kan det også være eller blive. Med fokus på hvad det er den anden ønsker, giver det os dog mulighed for at handle udfra motiv og dermed mere sikkert end, hvis vi ikke vover at kigge på kategorierne og de mulige udfald.


Forskellige motiver kræver forskellig handling. Samtidig er der desværre ikke en facitliste til hver enkelt kategori.

Det kommer altid an på . . .

I nogle tilfælde, hvis det er ens værdier, der er målet, kan det virke hensigtsmæssigt blot at give dem bort og dermed sikre både krop og liv. Det er blot ikke altid muligt, for måske ønsker gerningspersonen mere end blot penge, måske bliver du til et vidne, eller måske er den værdi du har med dig mere værd en blot en ting man kan give bort.

Men det er dig selv som står med valget og med den eller de handlinger, der deraf kan blive nødvendige.

Der er altså ikke nemme løsninger; men med den rette træning og opmærksomhed, kan du have en værktøjskasse af muligheder, teknikker og handlinger, hvilke stiller dig bedre uanset situation.

“Under et overfald er der ikke tid til at ringe 1-1-2 efter førstehjælp – Det er DIG, som er din egen første hjælp”

De tre D’er: Defend

Statistisk er det kun 3% af alle konfrontationer eller konflikter som ender i et fysiskt, voldeligt scenarie. Heldigvis undgår eller afværges de fleste situationer uden brug af vold.

Er overfaldet uundgåeligt er det dog nødvendigt at have redskaber, evner og teknikker til at forsvare sin ejendom, sin krop og sit liv.

Takket være evolutionen er vi bygget til og genetisk gearede til at håndtere sådanne situationer, hvor undvigelse og verbale færdigheder ikke længere er nok.

Især de grovmotoriske bevægelser der involverer brug af knæ, albuer og skub er umiddelbart til rådighed. Med udgangpunkt i chokket og den refleksbetingede reaktion, kan vi træne handlinger, agéren og modforsvar og dermed vende situationen.

Igennem arbejde med frygthåndtering og teknikker der direkte bygger på kroppens egne reflekser, kan vore muligheder for ikke at ende som offer; men som aktivt handlende forsvarer af os selv, forbedres og øges og sikres.

Vilje, determination og følelsen af sikkerhed og styrke er fundamentet for en effektiv selvforsvarsteknik, som må og skal tage udgangspunkt kroppens naturlige bevægelses- og reaktionsmønstrer.

De tre D’er: Defuse

Har vi ikke opdaget en forestående konflikt tidsnok til at navigere udenom eller er den konfliktsøgende part fulgt efter os, må vi benytte os af vores andet D, nemlig Defuse – nedtrappe, de-eskalere, afværge, afdramatisere.

Vi må opbygge en værktøjskasse fyldt med konflikthåndterende redskaber. Disse redskaber skal dels kunne stå mål med den forestående trussel, og oprigtigt søge at afværge og nedtrappe situationen. Samtidigt må de struktureres og udføres på en måde, så de fortsat sikre vores sikkerhed, hvis situationen alligevel eskalere og bliver til en fysisk konfrontation.

Vores første skridt er at fastholde og opbygge en dialog. Sålænge en dialog er igang, er der fortsat en chance for at afværge den fysiske konflikt. Derudover vil det styrke vores egen mentale position og oplevelse af situationen. Føler vi os styrkede, udstråler vi større sikkerhed og handler mere rationelt.

Talen er vores vigtigste redskab. Bevidst ordvalg og tonefald er afgørende og må stemme overens med vores kropssprog. Det vil sige at vi bevidst anvender kroppen i vores udstråling. Vi kan benytte ikke-voldelige positioner, afværgende stillinger eller ligefrem underspille vores position. Vores stemme og krop må tilsammen fremstå som konfliktmæglende.

Det er også muligt at devaluere os selv som mål. Her et lille eksempel:

Jeg står ved en hæveautomat og har netop indsat mit kort. Jeg får en fornemmelse af at en eller flere personer er kommet til og at de ikke kun står i kø. Min intuition fortæller mig at situationen ikke er helt tryg. Jeg laver en opgivende bevægelse med skuldrene, trykker afbryd transaktion og slår min hånd irriteret ind i væggen. Alt imens jeg højlydt brokker mig: “Hvad sker der! Spærret kort! Kontakt udbyder! Sig det løgn. Argh, møgbank”
Jeg vender mig irriteret og går forudrettet væk.

Måske var der ingen fare, men hvis der var, har jeg uden at skade nogen eller udsætte mig for fare sikret mig at jeg ikke er en mål. Jeg har ingenting af værdi og kan finde mig en anden hæveautomat og hæve de fornødne penge.

Den fysiske konflikt kan altså undgås, selv når konfrontationen er i gang. Nedtrapning og konflikthåndtering eller devaluering af mig selv som mål. Alle metoder er vigtige og legitime og må trænes, øves og testes i et sikkert miljø.

PDR workshop for teenagepiger

Så blev første gruppe introduceret til selvforsvar med udgangspunkt i PDR. Pigerne fra en 6. Klasse havde fået en to timers workshop, som del af et klassearrangement.

Efter en god forventningsafstemning, fik de en grundig introduktion til PDR systemets forudsætninger og vi fik en interessant dialog om, hvad selvforsvar egentlig er. En vigtig del af denne dialog var betydningen af grænser og effektiv grænsesætning.

Pigerne arbejdede derefter intenst med enkle øvelser for at afværge og sikre sig mod overfald og overgreb. De fik testet deres reelle styrke og evne til hurtigt og effektivt at kontrollere en ubehagelig situation.

Det var nu tid til endnu et teoretisk indlæg omkring myter og fakta omkring sikkerhed, overgreb og gerningsmænd. For nogle var dette en øjenåbner og gav energi til at arbejde videre med metoder til at sikre sig selv og sine venner i den svære tid i overgangen til ungdoms- og voksenliv. Der blev talt om indbyrdes aftaler, forpligtelser og aftaler med forældre.

Herefter var det igen tid til at være praktiske. Der blev arbejdet med faktiske scenarier for overgreb og anmassende adfærd, samt hvordan man effektivt og sikkert kan hjælpe en anden, som måtte befinde sig i en prekær eller ubehagelig situation.

Det var positive tilbagemeldinger og stolte smil som afsluttede dagen med ønsket om at gentage sådan en workshop igen.

Frygt, konflikt og reaktionsmønstre

Uanset vores træning, vores baggrund og vores professionalisme, viser al erfaring at den første, umiddelbare og naturlige respons på et uventet angreb er “refleksen”.

Helt instinktivt vil vi i en faresituation flytte al fokus til vores ældste del af hjernen: Reptilhjernen.
Vi får et chok, kroppen reagerer refleksivt og vores hjerne går i overlevelsesmodus. Bliver vi i chokket vil instinktet herefter automatisk facilitere en ud af tre mulige handlinger: Frys, Flygt eller Fight

Bliver vi i denne cyklus vil kroppen gå på autopilot og alle handlinger omend defensive, vil hvile i instinktet. Det er her vi ser ofre blive handlingslammede eller handle ulogisk. Kroppen vil ganske enkelt forsøge at afværge situationens krise ved at gøre det den gør nemmest. Du kender det måske fra mindre kriser eller konflikter, hvor mange afværger ved at begynde at rydde op eller gøre rent.

Vi må derfor opøve vores selvforsvar udfra denne genetiske forståelse. Acceptere at kroppen vil handle i refleks. Altså træne blokering og afværgelse med udgangspunkt i kroppens naturlige respons: Hænder mod ansigtet. Vi beskytter vores hoved, hjerne, kommandocentral.

Når vi således har formået at afværge kan vi arbejde os tilbage til intelligensen. Forsøge at få overblik og “damagecontrol”. Træne og opøve naturlige bevægelsesmønstre som tillader os at vende situationen til vores fordel. Alle øvelser må være baseret på realistiske konfrontationer.

Dermed kan vi gennem gentagelse, øvelse og accept af vores instinktive handlingsmønstre sikre, at vi ikke bliver i chokket og dermed kun kan handle instinktivt.
Vi accepterer instinktets umiddelbare reaktion og bygger vores intelligente handlinger ovenpå dette.