Jeg havde lige været til træning. Vi er i vinterhalvåret og det bliver tidligt mørkt. Det er ikke sådan at jeg har nødigt at gå ad skumle stier og veje på min vej; men jeg kommer nu engang til at krydse en fodboldbane og gå ad en smal ubelyst sti langs nogle rækkehuse. Der er stille og ikke meget mere plads en at gå en ad gangen, så jeg prøver altid at være lidt opmærksom, for ikke at buldre sammen med nogen.
Denne specifikke aften går jeg ikke alene. Jeg følges med en af mine medinstruktører og tre elever. Vi går tæt, for snakken går, der bliver grinet og vi larmer en del. Vi er altså ganske synlige: ikke via synet men via den larm vi laver.
Godt 50 meter nede ad stien kan jeg se en silhuet komme gående ind på stien. Jeg vurderer, at det er en enkelt person: en kvinde eller ung pige. Som afstanden mindskes ser jeg at hendes blik er rettet nedad og et svagt lys skinner i hendes ansigt.
Da hun er lige foran mig, tæt på at kollidere opdager hun, for sent, at jeg står lige foran hende. Hun får et chok, og kommer med et lille hvin. Jeg undviger naturligvis og ser at hun har gået og kigget ned i sin mobil og samtidigt haft høretelefoner i ørene og lyttet til musik.
Jeg advokerer ikke for paranoia. Jeg taler for og om opmærksomhed. Havde hun været opmærksom på at hun gik ind på en ikke belyst sti, valgt at kigge op de 100 meter den er, måske tog høretelefonen ud af det ene øre, ville hun have opdaget og været forberedt på en, i dette tilfælde, uskyldig kollision.
Men hvad nu hvis? Min hensigt denne aften var at gå hjem; men erstat min figur med en person hvis hensigt er at stjæle, gøre skade, misbruge!
Opmærksomhed er det stærkeste forsvar
